WooCommerce webshop – kom godt fra start
WordPress og webshop – er det muligt?
Hvis du allerede har en smuk WordPress hjemmeside, og ønsker at udvide den med en elegant, simpel og samtidig kraftfuld webshop, så læs med her. I dette indlæg fortæller jeg kort om hvad WooCommerce er, hvordan man får det installeret og lidt om hvordan man kommer godt fra start.
Oprettelse af en webshop er for mange nystartede og iværksættere en lang, dyr og på mange måder smertefuld rejse. Takket være WordPress og fællesskabets udviklere har vi fået adgang til en masse fantastiske plugins, der kan hjælpe os. Et af disse plugins er WooCommerce, som måske er en af de mest populære WordPress webshop plugins på markedet. Det plugin giver dig adgang til at oprette, styre og vedligeholde en komplet e-handelsbutik baseret på WordPress.
Hvorfor WooCommerce?
Men lad os lige starte med et par fakta om WooCommerce, der kan være med til at forklare nogle af forskellene mellem WooCommerce og andre e-handelsløsninger.
Det er gratis
Du behøver ikke bekymre sig om penge i starten. Hvis du selv vil kaste tid efter det, så kan du bare installere det, prøve det af og komme igang uden at du behøver betale noget. Billigere bliver det vist ikke.
Det er et open-source projekt
At det er et open-source projekt betyder at du kan gøre næsten hvad du har lyst til med WooCommerce. Du kan installere det på alle de hjemmesider du har lyst til, ændre i koden og lave egne skræddersyede modifikationer. Det betyder også, at der er et stort fællesskab omkring WooCommerce som dels sørger for at der konstant udvikles på produktet og dels har den effekt, at der findes rigtig mange udviklere, som kan hjælpe dig, hvis du går i stå med din implementering.
Masser af udvidelser
WooCommerce kan dog sjældent stå helt alene. Du får sikkert behov for én eller flere udvidelser til din webshop, og også her står WooCommerce rigtig stærkt i forhold til mange andre webshops. Der findes hundredvis af udvidelser til WooCommerce og der kommer stadig flere til. Mange af disse er gratis og tilbyder ekstra funktionalitet i deres premium udgaver.
Det er nemt at bruge
Det er relativt nemt at bruge WooCommerce, både i forbindelse med opsætningen og i den daglige brug, er det meget brugervenligt. En guide fører dig med nogle få spørgsmål og enkelte klik igennem en opsætningsproces, så du på kort tid kan komme i gang med at køre din egen webshop.
Hvilke varer kan du sælge med WooCommerce?
Hovedformålet med en webshop er at sælge produkter, og det gælder selvfølgelig også for WooCommerce. Det er under “Varer” du kommer til at bruge det meste af din tid med opsætte dine produkter, og i WooCommerce har du mulighed for at oprette flere forskellige typer af produkter:
Enkel vare
Denne type vare er den mest typiske vare. Den indeholder forskellige komponenter som pris, tilbudspris, produktbeskrivelse, billede, galleri, beholdning, noget omkring forsendelse og flere andre ting. Det er den type vare du kommer til at benytte hvis du har fysiske varer, så du skal sende til dine kunder.
Grupperet vare
En grupperet vare er en samling af enkeltstående produkter (Enkel vare), som du kan præsentere sammen som et grupperet produkt. Du kan f.eks. vise dem sammen hvis de hører under samme sæson eller tema. Det kan skabe et incitament for kunden til at købe flere produkter.
Ekstern/Partner vare
Denne type produkt kan du benytte hvis du f.eks. kører affiliate produkter eller tilbyder varer fra eksterne partnere. Altså er der tale om produkter du viser i din webshop men som rent faktisk sælges fra et andet sted.
Variabel vare
Hvis du har en vare der har flere varianter kan du med fordel benytte denne produkttype. Her kan du nemlig tilføje nogle varianter på de produkter, du sælger. Hvis du f.eks. sælger indrammede billeder, kan du tilføje forskellige typer rammer for det enkelte billede som kunden kan vælge i mellem.
Virtuelle / Downloadbare varer
For produkttypen “Enkel vare” har du desuden mulighed for at markere om produktet er et virtuel produkt og/eller om det er en vare som kan downloades efter køb. Det kunne f.eks. være at du sælger serviceydelser, e-bøger eller software, og så kan du benytte denne markering til disse produkter.
Hvordan fungerer ordre flowet i WooCommerce?
Her fungerer WooCommerce på samme måde som næsten alle andre webshops. Når kunden har fundet en vare de vil købe, tilføjer de blot produktet til kurven. Herefter kan de gå til kassen hvor de kan udfylde navn, adresse og kontaktinformationer, acceptere dine forretningsbetingelser og herefter bekræfte ordren. Har du integreret en betalingsgateway kan du også opkræve beløbet for de bestilte varer. Ordren bliver herefter lagt ind i WooCommerce og der sendes en bekræftelse til kundens e-mail om at ordren er modtaget. Når du har afsendt varen kan du markere ordren som fuldført i WooCommerce, hvorefter pengene trækkes hos kunden via den installerede betalingsgateway.
Er der indbyggede rapporter i WooCommerce?
Det har været én af de svage sider ved WooCommerce, da der indtil nu kun har været begrænsede muligheder for at lave rapporter. Men nu er der er kommet et nyt modul til WooCommerce, som kan være med til at give et bedre indblik i hvordan det går med din webshop. Så nu kan du se hvilke varer der sælger bedst, hvor meget du har solgt i en given periode, hvem af dine kunder der køber mest og flere andre muligheder for sortering.
Hvordan håndteres forsendelse?
Du kan lave flere forskellige regler omkring forsendelse og igen har du mulighed for at tilføje forskellige udvidelser, som kan hjælpe dig med at håndtere priser på fragt, udskrivning af pakkelabels osv. Benytter du den metode, kan du koncentrere dig om hvordan du konfigurerer og administrerer dine produkter bedst muligt.
Er det svært at få en webshop der kører WooCommerce?
Nej det er ikke svært, og lige den del kan de fleste sagtens finde ud af. Du skal bare følge nedenstående enkelte trin og inden du ser dig om, har du oprettet din første WooCommerce webshop.
Installer WordPress
Hvis ikke du allerede har en WordPress hjemmeside, er det det første du skal sørge for. Mange hosting partnere tilbyder en 1-click installation af WordPress, og så er du hurtigt i gang. Kontakt din hosting partner hvis du er i tvivl.
Download og installer WooCommerce
I WordPress’ Kontrolpanel skal du finde området “Plugins” og klikke på “Tilføj nyt”. I søgefeltet skriver du “WooCommerce”. Når WooCommerce kommer frem på listen skal du først klikke på “Installér” og derefter på “Aktivér”.
Følg WooCommerce’s installations guide
Når du installerer WooCommerce bliver du guidet igennem hele installationen. Udfyld de enkelte spørgsmål og punkter så godt du kan. Når guiden er afsluttet har du i princippet en webshop, men der er selvfølgelig flere ting du skal have gjort klar nu.
Konfigurer andre indstillinger i WooCommerce
Efter installationen af selve WooCommerce er der sikkert flere andre ting du får behov for at konfigurere, så det passer til din webshop. Du kan se alle indstillinger hvis du vælger “Indstillinger” under “WooCommerce” i WordPress’ Kontrolpanel. Her kan du f.eks. bestemme hvilke lande du vil sælge til, hvilken valuta du vil bruge og hvordan den skal præsenteres på varerne, om du vil vise priser inkl. eller ekskl. moms, hvilke former for betalingsmetoder du understøtter, dine fragtpriser og meget mere.
Opret dine produkter
Nu er du klar til at tilføje dine produkter til webshoppen. Du finder den mulighed under afsnittet “Varer”. Det er også her du kan oprette og redigere dine produktkategorier, tags osv.
Test din butik
Nu skal du teste din webshop, for at se om alt virker som du havde tænkt dig. Kig dine produkter godt igennem, prøv at tilføj nogle til kurven og test om kasse funktionen virker efter hensigten. Hvis du vil teste en betaling med kreditkort skal du først tilføje en betalingsgateway. De fleste af dem har mulighed for at køre i test-mode med henblik på at afprøve om alt virker som det skal.
Hvad så nu?
Nu har du en basis webshop oppe at køre, og du er i teorien klar til at sælge, så hvad skal du gøre nu? Jeg er ret sikker på at der er mange ting du godt vil have ændret efterfølgende. For selv om det er forholdsvis simpelt at komme i gang med en gratis webshop, så er der rigtig mange muligheder for at skræddersy den, så den kommer til at passe til din forretning, og de fleste undgår ikke enten at skulle investere i et specielt tema, et eller flere plugins eller at få hjælp til at ændre i noget kode hist og pist.
Vil du have hjælp til installation, opsætning og vedligeholdelse af din WooCommerce webshop?
Der kan være gode argumenter for at starte med at prøve selv, men der er lige så mange gode grunde til, at de fleste overlader installation, opsætning og efterfølgende vedligeholdelse og opdatering af både WordPress og tilhørende webshop til professionelle.
Er du kørt fast i din installation eller oprettelse af din WooCommerce webshop? Vil du have et bedre tema og mulighed for at lave ændringer i koden uden at de bliver overskrevet hver gang der kommer en opdatering? Vil du udvide din fysiske forretning med en online butik, der kan sælge døgnet rundt? Eller er du helt ny iværksætter med en super god ide? Jeg kan stå for alt fra indkøb af domæne, til opsætning af WordPress med tema, plugins og webshop.
Du kan købe dig adgang til min viden og assistance via et klippekort, som du kan benytte efter behov, eller du kan få en fast pris pr. opgave. Benyt kontaktformularen her til højre, hvis du vil vide mere.